Her skal fremtiden ligge

3. oktober 2016

Den 6. og 7. oktober deltager TERRITORIUM sammen med Urban Goods og CFBO med en stand på årets byplanmøde i Malmø, der har overskriften “Byer under forvandling“.

Forud for byplanmødet varmer vi op på vores blog med et par indlæg, der i al ydmyghed forsøger at gøre status over byplanfaget netop nu med udgangspunkt i årets overskrift. Indlæggene er samtidig forsøg på at arbejde sig ind på det spørgsmål vi stiller til byplanmødet: ”Hvordan taler vi om det der kommer?

Det andet indlæg med overskriften ”Forvandling” handler om, hvordan vi taler om, hvor fremtiden skal ligge. Det kan du læse herunder/her.

Det første indlæg – med overskriften ”Byer” handlede om urbanisering – hvordan den er foregået historisk og hvordan den foregår i dag. Intet mindre.

FORVANDLING – Her skal fremtiden ligge
De fleste af os vil for vores indre blik kunne fremmane en borgmester eller en bygherre, der stiller sig op foran en fremmødt flok, stolt slår ud med hånden og siger: ”Her skal fremtiden ligge” – her skal fremtidens boliger, plejehjem, skole, kollegium, virksomhed eller by ligge. Planlægning handler om disse store håndbevægelser. Om de store håndbevægelser, der udpeger en afgrænset del af vores virkelighed og påstår, at fremtiden lige præcis vil komme til at ligge her. På den ene side er det banalt – selvfølgelig vil fremtiden udspille sig hér (ligesom den også vil udspille sig alle andre steder). På den anden side er det et kraftfuldt signal om at vi alle sammen gør klogt i at koncentrere vores energi og vores forestillinger om fremtiden på dette sted, hvis vi vil have noget til at ske.
Planlægning handler om at forbinde drømme med jura, rumlig forestillingsevne med magt. Vi har alle sammen brug for at udpege steder, hvor drømmene kan konkretiseres, gøres fysiske og retmæssige. Vi har brug for et samfund, der anerkender og tillader folks drømme at udfolde sig. Samtidig har vi brug for at sikre, at den enes drøm ikke er den andens mareridt. Ikke alle har nødvendigvis lyst til at bo i andres drømme.
Planlægningsfagets store håndbevægelser springer dels ud af det 19. århundredes sociale utopier, og dels ud af et stigende behov for at håndtere befolkningstilvækst og økonomisk vækst i industrialiseringens nye storbyer. Charles Fouriers Phalansterier, Robert Owens New Harmony og senere Ebenezer Howards Garden Cities, Frank Lloyd Wrights Broadacre City samt Le Corbusiers planer for Paris var de første store håndbevægelser, der reagerede på en konkret virkelighed. Deres utopier var utopiske, men samtidig konkrete svar på en virkelighed, der havde undergået store forandringer. De forventede alle, at deres utopier skulle realiseres snarligt.
Med Fourier, Howard og de andre udviklede utopierne sig i en ny retning i forhold til de oprindelige utopier, der blev skrevet fra det 15. til det 17. århundrede. De oprindelige utopier var altid utopier i egentlig forstand, hvilket vil sige, at de var placeret på ikke-steder – de var fiktive og ikke rumlige. Thomas More placerede sin utopi på den fiktive ø Utopia, der også har givet navn til fænomenet. Tilsvarende fiktiv var Francis Bacons nye Altantis, Hans Sachs Slaraffenland eller Tommaso Campanellas Solstat.
Det 19. århundredes utopier udfoldede sig til gengæld i konkrete byer – eller i det mindste i abstrakte, luftige og regelrette rum, der i sig selv kunne forstås som kommentarer til de overfyldte byer. De reagerede altså meget mere direkte end de oprindelige utopier på konkrete problemer og nye behov, der var opstået med den første urbaniseringsbølge og dens kraftige flytning fra land til by.
Utopierne kunne på denne måde også bringes i forbindelse med et statsapparat, der havde til formål at regulere territoriet. De opstod som et redskab, der kunne give mulighed for at svare på en lang række nye spørgsmål, der var blevet stillet som følge af industrialisering og urbanisering. De gjorde territoriel administration til planlægning i den specifikt moderne forstand, at de mere systematisk rettede opmærksomheden mod fremtiden og mod de områder, der var underlagt allerstørst vækst, nemlig byerne.
Det 19. århundredes planlægningsutopier gjorde det muligt at tale om fremtiden som noget, der stort set allerede fandt sted. De gjorde det normalt at tænke den tanke, som borgmestre og bygherrer tænker overalt i landet i dag: ”Her skal fremtiden ligge”. De gjorde det muligt at udvikle et rumligt orienteret sprog om fremtiden. De gjorde tid til rum.
Planlægningsutopierne var kritiske kommentarer til befolkningstilvæksten og den økonomiske vækst, og de kunne derfor uden videre omdannes til regulativer for denne vækst. Siden da – og særligt de seneste 15 år – har planlægningsfaget i stadig stigende grad handlet om at tiltrække vækst snarere end at regulere den. De store håndbevægelser har fået en anden betydning.
I forsøget på at lade drømmene leve så længe som muligt har planlæggere derfor udviklet et særdeles nuanceret sprog om fremtiden. Vi bruger ord som perspektivområde, rammeområde, udviklingsplan, helhedsplan, vision, strategi, indsatsområde, investeringshorisont, prognose, realiserbarhed, robusthed, midlertidighed, udlæg, etc. De har alle sammen til formål at gøre fremtiden håndterbar, at tage den i besiddelse for at kunne præcisere, hvordan den bedst kan udfolde sig. Det gør vi for at skabe kvalitet i vores byer og for deres beboere. Vi gør det for at skabe retssikkerhed for borgere samt investeringssikkerhed for developere og investorer.
I bestræbelsen på at fastholde så mange muligheder i de enkelte stadier af planlægningen som muligt uden at gå på kompromis med objektivitet og nøjagtighed har vi altså udviklet et sprog som ingen andre end vi selv forstår. Sproget er nødvendig som en reaktion på en kompleks virkelighed, men uheldig når vi skal kommunikere fremtiden til dem, der ikke har delt drømmene fra begyndelsen.
Planlægningens store styrke er, at faget gør det muligt at tale rumligt om fremtiden. Planlægningens store svaghed er, at vi med vores stadig mere sprogligt nuancerede tilgang har en tendens til at lægge beslag på denne fremtid. Vi gør det på vegne af borgerne – men vi risikerer at beslaglægge deres drømme i farten.